Hvorfor siger din thailandske kollega altid "ja", og så sker der ikke mere?

Har du nogensinde oplevet dette?

Du har entusiastisk foreslået en løsning til din thailandske kollega eller forretningspartner, og vedkommende nikker smilende og siger høfligt "ja" (ครับ/ค่ะ, krap/ka). Du tænker: Fantastisk, så er den klaret!

Men efter et par dage er der ingen fremdrift i projektet. Når du spørger igen, møder du igen et uskyldigt smil. Du begynder at tvivle på alt: Fejer de mig bare af? Eller har de overhovedet ikke forstået det?

Lad være med at drage forhastede konklusioner. Du har sandsynligvis ikke mødt en "upålidelig" medarbejder, men har derimod ikke stemt ind på den rigtige "kulturelle kanal".

Kommunikationens sande kode gemmer sig uden for sproget

Vi tror ofte, at vi ved at mestre et fremmedsprog har fundet nøglen til kommunikation. Men en førende tværkulturel konsulent deler en indsigt: Sproget er kun overfladen af kommunikation; den sande kode gemmer sig i kulturen.

Forestil dig, at kommunikation er som at lytte til radio.

Du har en topradio (din sprogfærdighed), der kan modtage forskellige signaler (ord og sætninger). Men hvis du ikke ved, hvilken "kanal" den anden part sender på, vil du altid kun høre statisk støj eller fuldstændig misforstå budskabet.

I Thailand hedder denne kernekulturelle kanal "เกรงใจ" (Kreng Jai).

Dette ord er svært at oversætte direkte; det forener betydninger som "hensynsfuldhed, høflighed, ikke at ville besvære andre, respekt" og mere. I denne kulturelle atmosfære anses det for yderst uhøfligt, ja endda aggressivt, at afvise direkte eller fremsætte indvendinger.

Så når din thailandske kollega siger "ja" (krap/ka), er den sande betydning på deres "Kreng Jai"-kanal:

• "Jeg har hørt dig, jeg har modtaget din besked." (Men det betyder ikke, at jeg er enig)
• "Jeg ønsker ikke, at du skal tabe ansigt, så jeg svarer dig høfligt først." (Om det kan gøres, må jeg overveje nærmere)
• "Jeg har nogle betænkeligheder, men det er ikke passende at sige dem direkte nu."

Ser du? Det, du troede var et "ja", var i virkeligheden blot en "besked modtaget". I taler tydeligvis det samme sprog, men lever alligevel i to parallelle verdener.

Hvordan stemmer man ind på den rigtige "kulturelle kanal"?

Hvordan kan man så bryde denne "høflige tavshed" og høre de sande tanker? Konsulenten delte en case, som han havde arbejdet med for et stort flyselskab.

Udenlandske ledere i dette selskab stødte også på det samme problem: De understregede gentagne gange: "Døren til mit kontor står altid åben", men lokale medarbejdere gav aldrig proaktiv feedback på problemer. Lederne mente, at medarbejderne manglede vilje til at kommunikere.

Men konsulenten påpegede skarpt: Problemet ligger ikke hos medarbejderne, men i kommunikationsformen.

For medarbejdere, der er dybt påvirket af "Kreng Jai"-kulturen, er det en stor risiko at gå direkte ind på chefens kontor for at "give feedback". De frygter at få chefen til at tabe ansigt og er også bange for at komme i vanskeligheder.

Derfor etablerede konsulenten en anonym feedbackkanal. Medarbejderne kunne via dette sikre "fortrolige rum" give udtryk for eventuelle problemer, bekymringer eller forslag. Konsulenten indsamlede og samlede derefter informationen, som blev rapporteret til ledelsen.

Resultatet? Feedbacken strømmede ind som en bølge. De problemer, der tidligere havde været dækket af "tavshed", dukkede én efter én op til overfladen.

Denne historie giver os tre simple "frekvensjusteringsteknikker":

1. Lær at "lytte" til tavsheden. I thailandsk kultur er tavshed og tøven ikke tegn på "manglende tanker", men derimod et stærkt signal, der indikerer: "Her er et problem, som du skal være opmærksom på og løse". Når den anden part er tavs, skal du ikke presse på, men i stedet skabe et mere sikkert miljø og på en mere indirekte måde forsøge at forstå deres bekymringer.

2. Skab et sikkert "fortroligt rum". I stedet for at bede medarbejderne om at "være modige", bør du bygge en sikker bro for dem. Uanset om det er en anonym postkasse eller en udpeget mellemmand, er nøglen, at de føler, at det er "risikofrit" at udtrykke deres sande tanker.

3. Stol ikke kun på én informationskilde. Hvis du kun forstår situationen gennem din oversætter eller sekretær, er det meget sandsynligt, at den information, du modtager, er blevet "filtreret" og "forskønnet". Gå proaktivt ud, etabler kontakter med mennesker på forskellige niveauer og i forskellige afdelinger for at sammensætte det fulde billede. Dette er den sande måde at forstå markedet på, snarere end at leve i en "informationskokon".

Sproget er begyndelsen, forbindelsen er målet

I sidste ende er det ultimative formål med at lære et sprog ikke at tilføje en ekstra færdighed til dit CV, men at etablere ægte og dybe forbindelser med mennesker fra en anden verden.

At mestre ordforråd og grammatik er som kun at lære at skrive på et tastatur, men ikke at vide, hvordan man kommer på internettet. Men at forstå kulturen er den "internetforbindelse", der hjælper dig med at komme online og se den brede verden.

Selvfølgelig, før vi kan dykke ned i hver enkelt kultur, har vi brug for et værktøj til at indlede den første samtale. Tidligere var sprogbarrieren den største hindring, men i dag, med smarte chat-apps som Intent, der har indbygget kraftfuld AI-oversættelsesfunktion, kan du nemt starte samtaler med folk fra alle verdenshjørner. Den bryder de oprindelige sprogbarrierer for dig og giver dig mulighed for at opbygge et bredere netværk og personligt opleve kulturelle detaljer, som ikke kan læres fra bøger.

Næste gang du forbereder dig på at træde ind på et nyt marked eller samarbejde med partnere fra forskellige kulturelle baggrunde, så husk:

Spørg ikke kun "hvad sagde de?", men spørg i højere grad "hvad sagde de ikke?".

Når du kan forstå sproget bag tavsheden, mestrer du den sande kunst inden for tværkulturel kommunikation.