Hvorfor tabte det menneskeskabte "perfekte sprog" i sidste ende til en vild blomst?

Har du nogensinde følt, at det er utroligt svært at lære et fremmedsprog?

Endeløse ord at huske, uforståelig grammatik og alle mulige mærkelige udtaler. Vi gør os umage og bruger al vores energi, blot for at kunne kommunikere med mennesker fra forskellige kulturbaggrunde og se en større verden.

På det tidspunkt dukker der måske en tanke op hos dig: Hvor ville det være skønt, hvis der fandtes et superenkelt, logisk, fejlfrit universelt sprog, som alle kunne lære med det samme?

Men sandelig, for over hundrede år siden gjorde nogen denne idé til virkelighed. Det kaldes "Esperanto".

Dets skaber var en polsk læge, der var vidne til de mange konflikter, der opstod mellem mennesker med forskellige sprog på grund af misforståelser. Derfor ønskede han at skabe et neutralt, letlært sprog for at fjerne barrierer og forbinde verden.

Denne idé lyder simpelthen perfekt og fejlfri. Esperantos grammatikregler siges at kunne læres på en enkelt eftermiddag, og ordforrådet stammer for det meste fra europæiske sprog, hvilket gør det meget venligt for mange.

Men over et århundrede er gået, og denne "perfekte løsning" er næsten gået i glemmebogen og er blevet en nichehobby inden for en lille kreds af sprogentusiaster.

Hvorfor?

Svaret er enkelt: Fordi det er som en omhyggeligt designet plastikblomst.

Perfekt, men uden duft

Forestil dig en plastikblomst. Den er farvestrålende, perfekt formet, visner aldrig og kræver ingen vanding eller gødning. Fra enhver vinkel opfylder den definitionen af en "blomst", og den er endda mere "standard" end en ægte blomst.

Men du vil aldrig elske den.

For den har intet liv, ingen sjæl. Den har ingen historie om at have slået rødder i jorden gennem vind og vejr, og den har slet ingen unik duft, der kan tiltrække bier og sommerfugle.

Esperanto er denne plastikblomst i sprogverdenen. Dens grammatik er systematisk, dens logik er klar, og den har fjernet alle de "uregelmæssige" besværligheder. Men sprog er aldrig blot et koldt værktøj til informationsudveksling.

Sprogets sande vitalitet ligger i dets unikke "duft" – altså kulturen.

Hvorfor lærer vi et nyt sprog?

Vi lærer engelsk, ikke kun for at forstå brugsanvisninger, men i højere grad for at kunne forstå teksterne i vores yndlingssange på engelsk, se de nyeste Hollywood-blockbustere og gribe den humor og tankegang, der ligger bag.

Vi lærer japansk for selv at opleve sommerfestivalerne fra anime-verdenen, forstå den ensomhed, der er i Haruki Murakamis tekster, og føle den japanske håndværksånd.

Bag de kinesiske udtryk som "江湖" (jianghu), "缘分" (yuanfen), "烟火气" (yanhuoqi) og de engelske "Cozy" og "Mindfulness" gemmer sig århundreders historie, myter, skikke og livsstil.

Dette er sprogets sande charme, den "duft", der tiltrækker os til at overvinde mange vanskeligheder for at lære det.

Og Esperanto, denne "perfekte blomst" født i laboratoriet, mangler netop alt dette. Det bærer ikke en nations kollektive hukommelse, ingen litteratur, musik eller film, der lever side om side med det, og slet ingen slang eller sjove udtryk, der cirkulerer i gader og stræder.

Det er perfekt, men det har ingen smag. Folk bliver ikke fanatiske over et værktøj, men de bliver fascineret af en kultur.

Vi har ikke brug for ensartethed, men forbindelse

Er drømmen om "global interaktion" så forkert?

Nej, drømmen er ikke forkert, men måden at realisere den på skal opgraderes.

Det, vi har brug for, er ikke at erstatte verdens utallige farverige og forskelligartede "vilde blomster" med én "plastikblomst", men at bygge en bro, der forbinder alle haver. Vi bør ikke ofre den unikke kultur og historie, der ligger bag hvert sprog, af hensyn til nem kommunikation.

Tidligere syntes dette uopnåeligt. Men i dag gør teknologien denne drøm til virkelighed på en endnu smukkere måde.

Et værktøj som Lingogram er et glimrende eksempel. Det er en chat-app med indbygget AI-oversættelse, der giver dig mulighed for at kommunikere frit på dit modersmål med mennesker fra alle verdenshjørner.

Når du siger "烟火气" (yanhuoqi) på kinesisk, kan modtageren øjeblikkeligt se den mest passende oversættelse og forklaring. Du behøver ikke først at blive sprogforsker for direkte at opleve modpartens kultur i sin reneste form.

Det fjerner ikke den unikke "duft" fra hvert sprog, men lader dig tværtimod dufte en anden blomsts aroma mere direkte og ubesværet.

Dette er måske den bedre måde at forbinde verden på: ikke at fjerne forskelle, men at omfavne og forstå hver enkelt forskellighed.

For når alt kommer til alt, begynder ægte kommunikation med vores vilje til at værdsætte hinandens forskelle.