Vær ikke så 'hård' ved dig selv længere! Den sande hemmelighed bag sprogindlæring er at 'være god ved sig selv'

Har du nogensinde haft denne følelse?

At tvinge dig selv til at memorere ord hver dag, øve lytteforståelse, med en skemalagt plan, der er proppet til randen. Føler du dig som en total fiasko, hvis du bare én dag ikke får fuldført dine opgaver. Ser du andre gøre hurtige fremskridt, mens du selv træder vande, og føler du en bølge af angst?

Vi synes alle at være fanget i en ond cirkel: Jo hårdere vi kæmper, jo mere lidelse; jo mere vi bebrejder os selv, jo mere ønsker vi at give op.

Vi tror altid, at det at være lidt 'hård' ved os selv er den eneste vej til succes. Men i dag vil jeg fortælle dig en kendsgerning, der måske vil vende op og ned på din opfattelse: Når det kommer til sprogindlæring, er den mest effektive metode netop at lære at 'være god ved sig selv'.

Er din sprogindlæring en have – eller en ødemark?

Forestil dig, at dine sprogfærdigheder er en have. Du ønsker, at den skal blomstre og give rig høst.

Nu har du to valg:

Den første gartner, vi kalder ham den 'strenge formand'. Han er overbevist om, at "en streng lærer skaber dygtige elever", og han praktiserer militær ledelse af haven. Hver dag måler han, hvor meget planterne er vokset, og så snart han opdager ukrudt (fejl), river han det vredt op med rode og ødelægger endda jorden omkring det. Han er ligeglad med vejret, tvinger vanding og gødning igennem, overbevist om at haven nok skal blive god, hvis han blot lægger nok kræfter i det.

Resultatet? Jorden bliver mere og mere udpint, planterne er ved at dø af udmattelse, og hele haven er fyldt med spænding og træthed.

Den anden gartner, vi kalder ham den 'vise landmand'. Han forstår, at planters vækst har sin egen rytme. Han undersøger først jordens egenskaber (forstår sig selv), ved hvornår der skal vandes, og hvornår solen skal skinne. Når han ser ukrudt, fjerner han det forsigtigt og tænker over, hvorfor det vokser her – er der noget galt med jorden eller vandet? Han tillader haven at hvile på regnfulde dage og nyder den livlige energi, når solen skinner.

Resultatet er, at denne have i en afslappet og behagelig atmosfære bliver mere og mere frodig, sund og fuld af liv.

Mange af os, når vi lærer et fremmedsprog, er som den 'strenge formand'. Vi behandler os selv som maskiner, pisker og presser os konstant, men glemmer, at læring mere er som en livlig kultivering.

Hvorfor 'torturerer' vi altid ubevidst os selv?

At blive en 'vis landmand' lyder smukt, men er svært at praktisere. For vores kultur og samfund synes altid at hylde den 'strenge formand'.

• Vi tager fejlagtigt 'selvkritik' for 'ambition'. Fra barnsben er vi blevet opdraget med mantraet: "kun den, der udholder de største strabadser, bliver enestående." Derfor har vi vænnet os til at bruge kritik til at motivere os selv, idet vi tror, at afslapning er dovenskab, og at være god ved sig selv er mangel på ambition.
• Vi er bange for, at det at 'være god ved os selv' vil gøre os svage. "Hvis jeg er for tolerant over for fejl, vil jeg så aldrig gøre fremskridt?" "Hvis jeg holder fri i dag, vil jeg så blive overhalet af andre?" Denne frygt forhindrer os i at stoppe op.
• Vi forveksler 'følelser' med 'handling'. Når vi begår fejl, føler vi os frustrerede og skamfulde. Vi har ikke lært at leve i fred med disse følelser, men bliver straks fanget af dem og falder ind i en negativ spiral af "jeg er så dum, jeg kan intet gøre rigtigt."

Men sandheden er:

Sand styrke er ikke aldrig at begå fejl, men at have evnen til blidt at løfte sig selv op igen, når man har begået en fejl.

En vis landmand ville ikke fuldstændig afskrive sin indsats, bare fordi der voksede et par ukrudt i haven. Han ved, at det er en normal del af væksten. Han har tilstrækkelig selvtillid og tålmodighed til at håndtere det hele.

Hvordan bliver du den 'vise landmand' i din sprogindlæringshave?

Fra i dag, prøv at behandle din sprogindlæring på en anden måde:

1. Se 'fejl' som 'spor'. Når du siger et ord forkert eller bruger en forkert grammatik, skal du ikke skynde dig at skælde dig selv ud. Betragt det som et interessant spor, og spørg dig selv: "Åh? Sådan bruges det altså her, hvor interessant." Fejl er ikke bevis på fiasko, men vejvisere til det rigtige.
2. Behandl dig selv, som du ville behandle en ven. Hvis din ven var nedtrykt, fordi han sagde noget forkert, hvad ville du så gøre? Du ville helt sikkert opmuntre ham: "Det gør ikke noget, det er helt normalt, bare pas på næste gang!" Tal nu til dig selv på samme måde.
3. Skab et 'sikkert' træningsmiljø for dig selv. Læring kræver øvelse, men endnu mere et miljø, hvor man ikke er bange for at begå fejl. Ligesom den vise landmand ville bygge et drivhus til skrøbelige planter, kan du finde en sikker træningsplads for dig selv. Hvis du for eksempel ønsker at chatte med udlændinge, men er bange for at det bliver akavet, hvis du ikke taler godt nok, kan du prøve værktøjer som Intent. Dets indbyggede AI-oversættelse kan hjælpe dig med at udtrykke dig flydende, så du kan opbygge selvtillid i afslappede, autentiske samtaler uden at bekymre dig om at afbryde kommunikationen på grund af fejl.
4. Fejr hver lille 'spire'. Lad være med kun at stirre dig blind på det fjerne mål om 'flydende sprog'. At huske et nyt ord i dag, at forstå en sangtekst, at turde sige en sætning... Dette er alle 'nye spirer', der er værd at fejre. Det er netop disse små fremskridt, der til sidst vil forenes og danne en frodig have.

Ægte vækst udspringer af tålmodighed og venlighed, ikke af strenghed og selvdestruktion.

Fra nu af, vær ikke den 'strenge formand' længere. Vær den vise landmand i din sprogindlæringshave, og vand den med venlighed og tålmodighed. Du vil opdage, at når du virkelig 'er god ved dig selv', vil dine sprogfærdigheder tværtimod blomstre med en hidtil uset hastighed.